I de arabiske lande lever tæt ved 140 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen, og der er ikke sket forbedringer i de seneste 20 år, viser FN-analyse.
Knap 140 millioner arabere lever under fattigdomsgrænsen, viser en ny FN-undersøgelse, der blev offentliggjort søndag. Rapporten fastslår samtidig, at antallet af fattige i de arabiske lande ikke er blevet mindre over de seneste 20 år.
- Generelt er fattigdommen stadig høj, og i gennemsnit er cirka 40 procent af alle indbyggere i den arabiske region fattige, hedder det i rapporten.
Ungdomsarbejdsløsheden er også meget høj og betegnes som den højeste i verden. Unge udgør flere end 50 procent af alle arbejdsløse i så godt som alle arabiske lande.
FN-rapporten fastslår, at den største udfordring for de arabiske lande er at finde 51 millioner nye arbejdspladser i løbet af de kommende 10 år. Det vil dog ikke reducere arbejdsløsheden, men blot forhindre, at den stiger frem mod 2020.
/ritzau/AFP