De marokkanske myndigheder har anholdt 27 personer, som planlagde terrorhandlinger i landet.
De marokkanske myndigheder har anholdt 27 personer for at lægge planer om terror i landet. En af de anholdte tilhører al-Qaeda i den islamiske Maghreb (AQIM).
Netværket blev ledet af "en marokkaner, der er medlem af AQIM, og som ønskede at skabe en bagtrop til terrorangreb i landet", siger den marokkanske indenrigsminister i en meddelelse.
Beskeden, som blev viderebragt af det marokkanske nyhedsbureau MAP, sætter ikke navne på de anholdte.
Der er heller ikke nogen oplysninger om, hvor de 27 blev anholdt, men det konstateres, at de "planlagde at begå terrorhandlinger med selvmordsbælter og bilbomber."
Eksperter siger, at AQIM har baser spredt ud over Algeriet, Mauretanien og Mali.
/ritzau/AFP