Flere skibe med over 800 flygtninge er kæntret i Middelhavet. Op imod 270 frygtes druknet.
Mellem 200 og 270 mennesker frygtes druknet, efter at flere skibe med flygtninge er kæntret i Middelhavet, skriver Tunesiens statslige nyhedsbureau, Tap.
Den tunesiske kystvagt og militæret har reddet 570 andre, der var om bord på skibene. De savnede frygtes at være druknet, da de panisk forsøgte at komme af fiskebådene og ned i redningsbåde, efter deres fartøjer stødte på grund og kæntrede.
Tap skriver, at redningsaktionen blev vanskeliggjort af dårligt vejr.
- Eftersøgningen efter de savnede fortsætter. Omkring 250 er savnet. Vi har ikke bjærget nogen lig endnu, siger en embedsmand i den tunesiske havneby Sfax, hvor de overlevende blev bragt hen efter redningsaktionen.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er der dog bjærget to lig, men flere hundrede savnes altså og forventes at være druknet.
Fiskebådene fik problemer tirsdag omkring 20 kilometer fra den tunesiske ø Kerkennah, og om bord på skibene var flygtninge, der flygter fra volden i Libyen.
- Alle de overlevende er fra forskellige afrikanske lande, siger embedsmanden.
Tusinder af mennesker på flugt fra de folkelige oprør i Nordafrika har sat kurs mod Italien i skrøbelige skibe i de seneste måneder og har skabt en flygtningekrise på den italienske ø Lampedusa, hvor myndighederne kæmper med at håndtere den massive tilstrømning.
Så sent som tirsdag ankom næsten 1000 mennesker i både fra Libyen til Lampedusa.
De i alt 963 illegale indvandrere, heriblandt 130 kvinder og 40 børn, var alle fra Afrika syd for Sahara.
For en uge siden ankom omkring 1450 andre til Lampedusa.
Ifølge de italienske myndigheder er der kommet i alt 40.000 illegale indvandrere til Italien i år. Halvdelen kommer fra Tunesien, hvor et folkeligt oprør væltede styret tidligere på året.
/ritzau/Reuters