Den 38-årige svensker, der menes at stå bag de mange skyderier i Malmøs gader, er blevet varetægtsfængslet.
Den 38-årige mand, der siden lørdag har været anholdt i forbindelse med de mange skudepisoder i Malmø, er nu blevet varetægtsfængslet for drab på en 20-årig kvinde og fem drabsforsøg.
Anklagemyndigheden mener, at der er risiko for, at manden vil fortsætte sine forbrydelser, hvis han sættes på fri fod, og derfor blev han begæret varetægtsfængslet.
Den 38-årige skal nu mentalundersøges.
Han nægter sig skyldig.
/ritzau/TT