En 40-årig britisk mand er blevet tiltalt for seriemord på prostituerede i det nordlige England.
Det britiske politi rejste torsdag tiltale mod en 40-årig mand i forbindelse med drabene på tre prostituerede i det nordlige England.
- Jeg har besluttet, at der er tilstrækkeligt med bevismateriale til at rejse tiltale mod Stephen Griffiths og mener, at det er i offentlighedens interesse, at det sker, siger Peter Mann fra den statslige anklagemyndighed.
Den tiltalte vil blive fremstillet for retten i den britiske by Bradford fredag. Han anklages for at have dræbt tre prostituerede i Bradford-området i Yorkshire. Det var i samme grevskab, at den berygtede seriemorder Peter Sutcliffe, kendt som "The Yorkshire Ripper", dræbte 13 mennesker i 1970'erne.
Anholdelsen af Griffiths skete samtidig med, at der var dukket ligdele op i en lokal flod. I 2008 blev en gaffeltruckføreren Steve Wright fundet skyldig i drabene på fem prostituerede i Ipswich i det østlige England. Disse drab fandt sted mellem oktober og december 2006.
/ritzau/AFP