Antallet af flygtninge og migranter, som har krydset havet, er i år allerede dobbelt så højt som i fjor.
Flere end 500.000 migranter og flygtninge har siden nytår nået Europas kyster via søvejen over Middelhavet, oplyser FN.
383.000 er ankommet til Grækenland. Tallet for hele sidste år var 219.000.
Tidligere i september oplyste FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at 477.906 havde taget den farlige søvej fra Afrika og Mellemøsten.
Der har været en stribe tragiske drukneulykker på havet i år.
Mindst 2900 migranter og flygtninge er enten omkommet eller forsvundet på deres tur over Middelhavet, oplyser FN.