70 personer er kommet til skade i de voldelige optøjer i Rom. Af dem betegnes tre som alvorligt sårede.
De voldsomme optøjer i Rom, hvor politi og demonstranter lørdag stødte sammen under en protest mod besparelser og økonomisk ulighed, har kvæstet 70 mennesker.
For tre af de sårede betegnes tilstanden som alvorlig, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa.
25 af de tilskadekomne kunne behandles på en klinik, der var oprettet tæt ved St. John Lateran-pladsen, hvor de værste uroligheder fandt sted.
De 45 øvrige blev sendt på andre skadestuer i Rom, skriver Ansa.
Demonstrationen, som var en del af den globale "Besæt Wall Street"-aktionsdag, forløb for størstedelens vedkommende fredeligt.
Men i området mellem Colosseum og Sankt Johannes Basilikaen hang tåregassen tykt i luften, efter hundredvis af hætteklædte demonstranter drog hærgende gennem byen.
Urolighederne tvang mange indbyggere og fredelige demonstranter til at søge tilflugt i områdets bygninger og kirker.
Efter det lykkedes politiet at presse de mange voldelige demonstranter væk fra Sankt Johannes-området, gik demonstranter i gang med at bygge barrikader ved hovedvejen Via Merulana.
/ritzau/AFP