89 ansatte er evakueret fra en norsk olieplatform efter en uventet trykændring i en brønd. Det rapporterer Norsk TV2. Situationen er stabil, oplyser Statoil.
89 ansatte på den norske olieplatform Gullfaks C i Nordsøen er evakueret på grund af en uventet trykændring i en brønd.
Den ene af to sikringer i en brønd, som skal forhindre en ukontrollerbar udledning af olie, fungerer ikke, oplyser Norsk TV2.
En talsmand for olieselskabet Statoil, Gisle Johanson, siger, at situationen på platformen er stabil, men at der er en teoretisk mulighed for et ukontrolleret udslip.
- Vi arbejder med at undgå det. Vi mener, at vi har god kontrol over situationen. Vi ønsker øget sikkerhed, når vi kun har en sikring, siger han.
- Der er ingen lækager fra brønden. De arbejder på at stabilisere trykket. Men vi har evakueret alle ansatte, som ikke har konkrete arbejdsopgaver lige nu, siger Gisle Johanson.
/ritzau/NTB