Uvist hvad forløbet bliver, efter palæstinenserne afleverer ansøgning om FN-medlemskab for palæstinensisk stat
Præsident Mahmoud Abbas har nu afleveret en ansøgning om palæstinensisk medlemskab af FN til generalsekretær Ban Ki-moon, bekræfter internationale medier.
Det er usikkert, hvad forløbet herefter bliver.
Diplomatiske kilder har tidligere oplyst, at der bliver arbejdet på en plan, så FN's Sikkerhedsråd ikke umiddelbart skrider til en afstemning, men henlægger sagen til videre behandling.
Det vil udsætte et amerikansk veto mod en palæstinensisk stat.
Men palæstinenserne vil arbejde videre i FN's Generalforsamling. Her kan de opnå status som observatør på linje med Vatikanet, hvis halvdelen af de 193 medlemslande stemmer for.
En afstemning er sandsynlig i næste uge. Her kan USA ikke blokere, fordi landet blot tæller som ét ud af 193 lande og uden vetoret.
Flere EU-lande har tidligere talt for at give palæstinenserne et semi-medlemskab af FN's Generalforsamling. Det er på dette tidspunkt uvist, om EU som vil stemme som én blok.
/ritzau/