Mindst syv meldes omkommet ved et jordskælv i den historiske by Lorca i det sydøstlige Spanien.
Et større jordskælv har ramt det sydøstlige Spanien og fået flere huse til at styrte sammen i byen Lorca, oplyser det spanske indenrigsministerium. Dødstallet er endnu usikkert, men den spanske avis El Pais oplyser, at mindst syv personer har mistet livet.
Regeringen i Madrid oplyser, at den har sendt militære katastrofeenheder til området. Lorca ligger i Murcia-regionen, der har mange historiske byer med bygninger fra den mauriske periode i Spanien.
Skælvet blev målt til 5,1 på den åbne richterskala. Ud over Lorca kunne rystelserne mærkes i byerne Mazarrón, Cartagena og Águilas.
Tv-billeder viser, at flere gamle bygninger samt et klokketårn i den historiske by Lorca er styrtet sammen.
Ifølge El Pais er der også sket skader på det historiske slot i Lorca.
Hovedskælvet fandt sted klokken 18.47. Forud for dette, klokken 17.05, var der blevet registreret et mindre skælv af styrken 4,4.
Ud over de mindst syv omkomne er snesevis af mennesker sårede. Adskillige patienter på Rafael Méndez-hospitalet i Lorca kom til skade under rystelserne og er blevet evakueret til andre hospitaler i regionen.
Flere veje og viadukter i regionen er blevet beskadiget. En tunnel på A7-motorvejen er styrtet sammen, oplyser El Pais.
Lorca ligger godt 400 km syd for den spanske hovedstad, Madrid, ikke langt fra middelhavskysten. Byen har omkring 90.000 indbyggere.
/ritzau/Reuters