Afghanistan vil overtage sikkerhedsopgaver i eget land og lukker derfor en stribe private sikkerhedsfirmaer.
Syv private sikkerhedsfirmaer, der arbejder i Afghanistan, er ved at blive lukket, oplyser landets indenrigsministerium, mens snesevis af andre ventes at ville lide samme skæbne.
De private sikkerhedsfirmaer medvirker til at beskytte lige fra vestlige ambassader og internationale militærkolonner til private hjælpeorganisationer og medievirksomheder i det krigshærgede land.
Skridtet kommer efter at Afghanistans præsident, Hamid Karzai, er blevet beskyldt for at være for langsom med opbygningen af sit eget lands sikkerhedsstyrker.
Mens syv private sikkerhedsfirmaer er blevet lukket, så har indenrigsministeriet i Kabul meddelt, at andre 45 sikkerhedsfirmaer om 12 måneder vil blive erstattet af en afghansk beskyttelsesstyrke.
Kritikere af skridtet siger, at Afghanistan endnu ikke har evnen til at yde tilstrækkelig sikkerhed til ambassader, militærkolonner, hjælpeorganisationer og medievirksomheder.
/ritzau/AFP