Juleangreb mod tre kristne kirker i Nigeria har kostet fem kirkegængere og en præst livet.
En yderliggående islamistisk gruppe menes at stå bag angreb mod tre kirker i byen Maiduguri det nordlige Nigeria juleaften.
Seks mennesker blev dræbt og en af kirkerne brændt ned, siger en talsmand for militæret.
- I et angreb mod en baptistkirke i Alamderi-området blev fem troende, heriblandt en præst, dræbt af bevæbnede mænd, der menes at være medlemmer af Boko Haram, siger talsmanden.
Kirken og præsteboligen blev brændt ned ved angrebet.
I et andet område af byen blev en sikkerhedsvagt dræbt, da formodede Boko Haram-medlemmer angreb en anden kirke.
Det lykkedes sikkerhedsstyrker at stoppe et tredje angreb mod en kirke i byen.
Boko Haram er en relativt ny, militant islamistisk gruppe, der tidligere har stået bag angreb på blandt andet kirker, politistationer og fængsler.
/ritzau/AFP