Mindst 14 er dræbt i Syrien, hvor titusinder atter er på gaden i protest mod præsident Assads styre.
Trods præsident Bashar al-Assads løfte om, at blodsudgydelserne i Syrien er stoppet, har syriske sikkerhedsstyrker dræbt mindst 14 demonstranter og såret adskillige andre i forbindelse med fredagsbønnen.
Mindst fire af de dræbte blev skudt, da syriske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod personer, der kom ud af en moské efter fredagsbønnen. Det skete i byen Inkhil, der ligger i Deraa-provinsen i det sydlige Syrien, oplyser en fremtrædende aktivist i byen.
- Vi har navnene på fire demonstranter, der er bekræftet dræbt i Inkhil, og der er meldinger om tungt skyderi fra sikkerhedsstyrkernes side mod demonstrationer i Deraas landområder, siger aktivisten, Abdallah Aba Zaid.
Med drabene har præsident Bashar al-Assad brudt sit knap to døgn gamle løfte om ikke at skyde mod civile i Syrien, hvor demonstranter siden midten af marts har krævet reformer og indførelse af demokrati.
Over hele landet er titusinder af syrere strømmet ud af moskéerne efter fredagsbønnen og har genoptaget demonstrationerne med ny optimisme, efter USA og EU torsdag kom med en direkte opfordring til Assad om at træde tilbage.
En FN-rapport viste ligeledes, at der kan være grundlag for at holde regimet ansvarligt for forbrydelser mod menneskeheden.
- Farvel Assad, vi ses i Haag, lød et af slagordene fra demonstranterne fredag.
- Folket ønsker præsidenten henrettet, råbte en anden menneskemængde i den nordlige Idlib-provins.
I Tafas, der er en forstad til Deraa, siger indbyggere, at sikkerhedsstyrkerne skød direkte mod menneskemængder, der talte tusinder af personer. Adskillige blev ramt.
Aktivister siger, at sikkerhedsstyrker har dræbt fem, heriblandt to børn, i byen Ghabaghab syd for hovedstaden Damaskus.
Statsligt tv hævder, at urolighederne i Ghabaghab skyldes, at bevæbnede mænd angreb en af politiets kontrolposter og dræbte en betjent og en civil. Tv beskylder ofte "terrorgrupper" for at stå bag blodsudgydelserne i Syrien.
/ritzau/Reuters