Tilhængere og modstandere af Irans religiøse styre støder sammen igen i hovedstaden Teheran.
Den iranske hovedstad, Teheran, er igen præget af kampe mellem tilhængere og modstandere af landets ortodokse muslimske styre.
Under en begravelsesceremoni for en student, der blev dræbt under oppositionsgruppers protester mod regeringen mandag, stødte de to grupper onsdag sammen igen.
Det rapporterer statskontrollerede iranske medier, blandt andre radiostationen IRIB.
Sanee Zhaleh blev skudt og dræbt, da oppositionen for første gang i et år gennemførte en protest mod styret i Teheran og præsident Mahmoud Ahmadinejad.
De 26-årige Sanee Zhaleh er blevet martyr for både oppositionen og de regeringsvenlige grupper. Oppositionen anklager de iranske politistyrker for at have skudt ham. Omvendt siger regeringen, at oppositionen er skyld i studentens død.
Onsdagens sammenstød skete, da et begravelsestog begyndte fra Teherans Universitet, hvor Sanee Zhaleh gik.
- Studenter og folk, der deltog i begravelsen af martyren Sanee Zhaleh, er stødt sammen med et begrænset antal personer, der tilsyneladende har forbindelse til oprørsgrupper, skriver de statskontrollerede medier.
Regeringen i Teheran forsøger at nedtone og bagatellisere de seneste dages uroligheder ved at nedgøre og true oppositionen.
Oppositionen ledes af den tidligere premierminister Mir-Hossein Moussavi og den tidligere parlamentsformand Mehdi Karroubi.
Tirsdag krævede iranske parlamentarikere dødsstraf over oppositionslederen.
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, siger at oppositionens demonstrationer er nytteløse, og at de ikke vil føre til forandringer.
/ritzau/Reuters