Brandfolk kæmper med at få kontrol over skovbrande i Grækenland, hvor brandene også vandbombes fra luften.
De græske myndigheder har slået storalarm i den nordlige del af landet, hvor skovbrande på anden dag er ude af kontrol.
Kraftige vinde giver flammerne næring og besværliggør arbejdet med at slukke brandene, som raser nær byen Lefkimi i det nordøstlige Grækenland.
Brandene begyndte onsdag og bredte sig hurtigt til landsbyerne Melia og Kila, hvor indbyggerne er evakueret.
Også hundredvis af udlændinge i en studenter-ferielejr er evakueret.
Regeringen i Athen har bedt EU om hjælp, og Spanien har bebudet, at to brandslukningsfly er på vej fra Spanien til Grækenland.
I øjeblikket har grækerne indsat 4 brandslukningsfly, 2 helikoptere og 15 brandbiler i arbejdet på at slukke brandene.
200 brandfolk og soldater arbejde også på stedet, og myndighederne har indkaldt forstærkninger fra andre dele af landet.
Grækenland rammes ofte af skovbrande i de varme og tørre sommermåneder.
/ritzau/dpa