Politiske ledere fra Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika - tilsammen Briks-landene - har på G20-mødet i Sankt Petersborg udtrykt bekymring for, at et militært angreb på Syrien kan skade den globale økonomi, siger en talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin.
- Det blev fremhævet under Briks-landenes dialog, at blandt de faktorer, som kan påvirke den globale økonomi negativt, er følgerne af en eventuel udenlandsk intervention i syriske anliggender.
- Sådanne følger kan være ekstremt negative for den internationale økonomi, siger talsmanden, Dmitrij Peskov.
Bekymringerne kom til udtryk, da Putin var vært for et minitopmøde for gruppen forud for G20-mødet.
Statslederne fra de hurtigt voksende økonomier i Briks-landene er alle kommet til topmødet uden for Sankt Petersborg med økonomiske problemer i forskelligt omfang.
Rusland meddelte tidligere torsdag, at den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, vil komme til Moskva inden for få dage og føre drøftelser med sin russiske modpart, Sergei Lavrov.
Udenrigsministeriet i Moskva siger, at den syriske udenrigsminister kommer til Rusland mandag for at "drøfte den aktuelle situation i Syrien."
/ritzau/Reuters