USA's centralbank, The Fed, vil skifte korte statsobligationer ud med lange for at stimulere landets økonomi.
Den amerikanske centralbank meddelte onsdag, at den vil sælge ud af korte statsobligationer og købe lange af slagsen for 400 milliarder dollar i forsøget på at stimulere væksten i USA.
Centralbankens rentekomité, FOMC, besluttede samtidig at holde renten på ultralave 0-0,25 procent, og påpegede i den forbindelse, at en økonomiske vækst "fortsat er langsom".
Storopkøbet af lange statsobligationer sker blandt andet i et forsøg på at give en håndsrækning til landets hårdt pressede boligejere.
Skridtet, der er blevet kaldt "operation twist" har til formål at holde de lange renter nede og dermed yde en positiv håndsrækning til boligmarkedet, fordi boliglån i USA stort set udelukkende er 30-årige fastforrentede lån.
Centralbanken har lovet at holde renten nede på 0,25 procent i hvert fald frem til midten af 2013 i et forsøg på at puste liv i den amerikanske økonomi.
/ritzau/AFP