Aftale om CO2-kvoter giver plads til at handle med varm luft, der ingen klimaeffekt har, lyder kritik fra ngo.
Det har taget flere år. Men nu er det lykkedes.
Der er ved COP26 opnået enighed om den omstridte artikel 6 fra Parisaftalen. Den handler om køb og salg af CO2-kvoter lande imellem.
Artikel 6 stammer fra Parisaftalen fra 2015. Men det er altså først ved COP26 seks år senere, at landene er blevet enige om, hvordan mekanismen i artiklen skal fungere.
Gry Bossen, politisk koordinator i Verdens Skove, er skuffet over udfaldet.
Centralt for ngo'er og en række lande har været at sikre, at reduktioner ikke kan tælles dobbelt. Altså at både det købende og sælgende land tæller det med i CO2-regnskabet.
- Selv om parterne trods alt har begrænset muligheden for dobbelttælling, så er det desværre ikke nok.
- Der er altså stadig risiko for, at vi med denne mekanisme giver plads til at handle med varm luft, der ingen klimaeffekt har, og samtidig tillader regeringer og virksomheder at fortsætte med at udlede, som de plejer, siger hun i en skriftlig kommentar.
Aftalen om artikel 6 skaber reelt et struktureret marked for handel med CO2-kvoter mellem lande. Kritikken lyder dog, at teksten ikke er stærk nok. Derfor er der risiko for, at systemet kan misbruges.
Ifølge ngo'en Care Danmark åbner reglerne for handel med kreditter fra projekter, som ikke sparer atmosfæren for udslip af drivhusgasser. Altså imod hensigten.
Artikel 6 handler om en markedsmekanisme for, hvordan lande kan reducere deres udledninger og sælge de reduktioner til andre lande. Altså køb og salg af CO2-reduktioner.
Formålet med mekanismen er, at lande, som halter bagud på klimaspørgsmålet, kan købe sig til reduktioner i stedet for selv at realisere dem i praksis.
Pointen er kort sagt, at et land køber sig til at udlede mindre CO2 af andre, der til gengæld lover at udlede tilsvarende mindre.