Cubas præsident Raul Castro vil give flere cubanere tilladelse til at drive selvstændig virksomhed. Det skyldes, at massefyringer er på vej i staten.
Flere cubanere vil få mulighed for at slå sig ned som selvstændige erhvervsdrivende og ansætte personale, oplyser landets præsident Raul Castro.
Det vil betyde en markant ændring i det kommunistisk ledede land, hvor staten kontrollerer 90 procent af økonomien, og hvor den største utilfredshed skyldes en månedsløn, der svarer til 18 dollar - eller godt 100 kroner.
I en tale til Cubas Nationalforsamling forklarede Castro, at ændringerne skal skabe job til en million arbejdere, der ventes at blive fyret i de næste fem år på grund af statens dårlige økonomi.
Han nævnte ikke noget om, hvor mange, der vil få licens til at slå sig ned som selvstændige. Sådanne licenser findes allerede, men gives kun til ganske få. Et større antal cubanere arbejder dog "sort" som selvstændige uden licens.
Et lignende tiltag blev indført i 1990'erne, da Cubas økonomi var ved at falde sammen efter Sovjetunionens opløsning. Men da økonomien blev bedre, oplevede flere selvstændige, at de ikke kunne få fornyet deres licens.
Raul Castro har tidligere taget skridt til at gøre landbruget mere effektivt og tilladt frisører og taxichauffører at arbejde som selvstændige.
/ritzau/Reuters