Det danske fragtskib, som natten til torsdag stødte på grund i Åfjorden i det vestlige Norge, er nu blevet trukket fri af slæbebåde.
Det 67 meter lange fartøj har fået hul i skroget ved ballasttanken, men der skal ikke være fare for lækage, og der er ingen tegn på olieforurening, skriver norske medier.
Ved grundstødningen nåede skibet et godt stykke op på land, før det satte sig fast, og myndighederne havde til at starte med mistanke om, der var alkohol indblandet. Men det har vist sig ikke at være tilfældet.
- Vi har set på certifikaterne og taget alkoholtest. Der er ingen grund til at mistænke nogen for at have ført skibet i påvirket tilstand, siger Kjetil Drange fra operationscentralen i Sogn og Fjordane til NRK.
Rederiet siger, at båden er i stand til at sejle videre med egen kraft, fortæller Ingrid Lauvrak, som er vagthavende hos det norske kystværn.
- Informationen, vi har fået fra rederiet, tilsiger, at skaderne ikke skal være store, men det er vanskeligt at se under båden på nuværende tidspunkt, siger hun.
- Dette bliver først klart, når båden tages af land, og dykkerne får undersøgt den ordentligt, tilføjer hun ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Fragtskibet, som bærer navnet Dart, var lastet med 485 kubikmeter boreslam. Det bruges blandt andet til at stabilisere borelommerne ved olieudvinding.
/ritzau/NTB