Dansk vidne til 11/9: Det var som en film

Når danskfødte Henrik Rehr kigger ud af de nordlige vinduer i sin lejlighed, er der udsigt til Ground Zero. Der hvor tvillingtårnene stod éngang.

For præcis ti år siden kiggede han netop ud af de vinduer, da han lidt i ni om morgenen hørte et brag.

Det kom fra World Trade Center, der godt 150 meter derfra blev torpederet af et passagerfly styret af terrorister fra al-Qaeda. Verdenshistoriens værste terrorangreb udspillede sig pludselig på den anden side af hans rude.

Han kiggede ud og så først den ene skyskraber gå i brand, mens folk stimlede sammen på gaden for at følge med. I nyhederne sagde de til at starte med, at et lille privatfly ved et uheld var fløjet ind i bygningen.

Men godt 20 minutter senere lød en kæmpe eksplosion. Den her gang meget højere end det første. Henrik Rehr var ikke længere i tvivl om, at det var et terrorangreb.

Som tegneserietegner arbejdede han som altid hjemme og passede samtidig sin søn Sebastian på knap to.

Jen, hans kone, var tidligere på morgenen taget afsted for at aflevere deres ældste søn i børnehaveklasse på en skole cirka 300 meter fra World Trade Center.

Hun tog selv subwayen videre på arbejde, som regel en af dem, der kørte lige under World Trade Center. Da det første tårn faldt, vidste han ikke, hvor hun befandt sig.

- Jeg nåede ikke at tænke særligt længe, før det første tårn styrtede sammen.

- Persiennerne var trukket for, men jeg kunne høre det, og pludselig blev der fuldstændig sort uden for vinduerne. Det var solskin den dag, men jeg kunne intet se, da jeg trak persiennerne væk. Bare støv, der hvirvlede, fortæller Henrik Rehr.

Han ringede til sin kone og kom efter et par forgæves forsøg igennem. De aftalte, at han skulle hente deres ældste søn i skolen. Hurtigt tog han sin mindste søn på armen og gik ned i lobbyen, hvor beboerne i den 35-etagers høje bygning var stimlet sammen.

Cementstøvet i luften udenfor betød, at de måtte vente med at blive evakueret. Mens beboerne stod i lobbyen faldt det andet tårn.

- Da det andet tårn faldt, gik der panik i folk. De begyndte at løbe, men der var ikke nogen steder at løbe hen. Vi kunne mærke og høre det. Alting rystede, husker Henrik Rehr.

På et tidspunkt faldt støvet udenfor så meget, at det var muligt at evakuere folk. De løb godt 100 meter ned til Hudson River og blev kørt til den sydlige ende af byen.

Der var samlet en masse både i havnen, og folk blev sejlet over floden til New Jersey, hvorfra de kunne se, hvordan hele deres kvarter stod i flammer.

Det er alt sammen længe siden nu, som han konstaterer.

Henrik Rehrs to sønner er i dag blevet 12 og 16 år. Og selv er han kommet sig over den milde form for posttraumatisk stress, han led under året efter angrebet.

Før angrebet var han tit forbi bageren, boghandlen eller banken i det kæmpe bygningskompleks, der lå lige overfor.

Men med et var hele kvarteret i undtagelsestilstand. I tiden efter terrorangrebet, var alt i området indhyllet i hvidt cementstøv, og det var ikke ualmindeligt at møde FBI-agenter, der ledte efter spor mellem murbrokkerne.

- Det var ligesom at være med i en film. Når du kørte ind i kvarteret, var der svært bevæbnede politimænd overalt, fortæller Henrik Rehr.

I de første tre måneder overnattede familien hos venner og i en lejlighed, som blev stillet til rådighed for dem. Efterhånden blev området ryddet, og Henrik Rehrs familie var en af de første, der flyttede tilbage.

- Vi kom hjem mellem jul og nytår. Der var en mærkelig stemning i kvarteret. Omkring halvdelen af dem, der boede her, kom aldrig tilbage. De flyttede andre steder hen, siger Henrik Rehr.

Selvom han selv er vendt tilbage, er vreden ikke forsvundet.

- Det værste, jeg har opdaget, er, at jeg nu synes, det er okay at tortere nogle terrorister, hvis det kan gøre mine børn mere sikre. Det er en meget ubehagelig ting at opdage om sig selv, siger han.

- Jeg har aldrig prøvet at være i krig før, men det her er det tætteste, jeg har været. Jeg har oplevet, hvad det er for nogle mekanismer, der træder i kraft.

Han deler postnummer med flere af de store amerikanske finanshuse downtown Manhatten. På den måde er nabolaget stadig et oplagt terrormål. Men danskeren har ingen planer om at flytte af den grund.

- Som vi hele tiden har sagt: Hvis vi flyttede, havde terroristerne vundet, og det ville vi ikke være med til. Det var grunden til vi blev, for vi overvejede da også at flytte, siger Henrik Rehr.

Den livsfilosofi fik ham også til at flyve til Danmark for at besøge sin familie den 11. september 2002 som en af de eneste passagerer på flyet, og sådan vil han blive ved med at leve.

- I forhold til hvad soldaterne går i gennem i for eksempel Afghanistan, så er det mindste vi kan gøre at prøve at leve et normalt liv.

/ritzau/