To danskere lettere såret ved eksplosion i den tyrkiske middelhavsby Alanya.
Tre personer, deriblandt to danskere, er såret, efter benzintanken i en bil mandag eksploderede på en parkeringsplads ved stranden i den tyrkiske ferieby Alanya, oplyser de lokale myndigheder til det anatolske nyhedsbureau.
Falk Lauritsen Rejsers direktør, Søren Falk Lauritsen, siger til ekstrabladet.dk, at ingen danskerne er kommet noget alvorligt til.
- Jeg har talt med vores rejseleder på stedet, og han har været i kontakt med mange af de 70 gæster vi har på hotel Akya, hvor ruderne er blæst ud ved eksplosionen. Ingen skal være kommet alvorligt til skade, og det værste skulle være snitsår fra flyvende glasskår fra de itusprængte vinduer, siger han til ekstrabladet .dk
Eksplosionen i middelhavsbyen i den sydlige tyrkiske provins Antalya beskadigede to biler og en motorcykel, mens vinduer blev knust i omliggende bygninger, skriver nyhedsbureauet.
- Ifølge de foreløbige oplysninger er tre mennesker, deriblandt to danskere, blevet kvæstet, oplyser nyhedsbureauet.
Specialpoliti med hunde, der er trænet til at spore sprængstoffer, er sat ind i efterforskningen i byen, som er populær blandt tyske og russiske turister.
/ritzau/AFP