Under en protest mod sparekrav og grådighed brænder demonstranter i Rom biler af og knuser butiksvinduer.
En stor demonstration i den italienske hovedstad, Rom, udviklede sig lørdag voldeligt, da demonstranter begyndte at smadre butiksruder og sætte ild til biler.
Demonstrationen, der har fået titusinder til at indtage Roms gader, er en del af de verdensomspændende protester mod finansvirksomhedernes grådighed og de sparekrav, som borgere over store dele af verden rammes af.
Tyk sort røg steg til vejrs over det centrale Rom, efter en mindre gruppe personer brød ud af hoveddemonstrationen for at sætte ild til mindst to biler og knuse ruder i biler og butikker. De overfaldt desuden to kamerahold fra den italienske tv-station Sky Italia.
Andre demonstranter forsøgte at stoppe dem, mens andre igen brændte italienske flag og EU-flag.
Politiet er talstærkt til stede i Rom, hvor det på forhånd var ventet, at op mod 100.000 demonstranter ville deltage i de varslede protester.
De finder sted dagen efter, at den skandaleramte premierminister Silvio Berlusconi med nød og næppe overlevede en tillidsafstemning i parlamentet.
"Der er kun en løsning: revolution!" lød et af slagordene på pladsen.
- I dag er kun begyndelsen. Vi håber at kunne komme videre med en global bevægelse. Der er mange af os, og vi vil det samme, siger en af demonstranterne, den 24-årige ingeniørstuderende Andrea Muraro, til AFP.
Rundt om ham råbte andre demonstranter: "Vi vil ikke betale for krisen!"
Protesterne, der går under betegnelsen "Occupy Wall Street" - eller på dansk "Besæt Wall Street" - begyndte i Canada som en protest mod bankerne, økonomisk ulighed og det, demonstranterne betegner som international grådighed.
Demonstrationerne spredte sig til flere amerikanske byer og nåede lørdag også til en lang række byer i Europa.
/ritzau/AP