"Vredens Dag" i Syrien fredag har kostet mindst 62 demonstranter livet.
Mindst 62 personer er blevet dræbt i Syrien under regeringens seneste anslag mod demonstranter, oplyser en syrisk menneskeretsgruppe.
Det Syriske Menneskeretsobservatorium siger, at 33 blev dræbt fredag i byen Daraa og 27 i byen Homs. Yderligere to blev dræbt i byerne Lattakia og Adlb.
Ud over de 62 civile er syv medlemmer af politiet og de væbnede styrker blevet dræbt.
Demonstranterne havde trodset en advarsel fra regeringen og gennemførte "uautoriserede" demonstrationer i omkring et dusin syriske byer. Blandt de byer, der blev ramt af demonstrationer, var hovedstaden, Damaskus.
Titusinder af demonstranter samledes i de mange byer for at markere en "vredens dag" i protest mod styrets hårdhændede fremfærd.
Demonstrationerne er rettet mod præsident Bashar al-Assad. Demonstranterne kræver politiske reformer og i stigende grad Assads afgang.
I Geneve godkendte FN's Menneskerettighedsråd fredag en amerikansk opfordring til at gennemføre en undersøgelse af blodsudgydelserne i Syrien. Samtidig fordømte rådet styrets overgreb mod demonstranterne.
Forud for fredagens ny blodige vold sagde aktivister, at skarpe skud og tåregas allerede har kostet over 450 mennesker livet, siden de prodemokratiske protester startede i Syrien i midten af marts.
/ritzau/dpa