En bil er kollideret med et israelsk militærkøretøj ved en bosættelse på Vestbredden. Fem palæstinensere er dræbt.
Fem palæstinensere er dræbt og to kvæstet, efter at en bil er stødt sammen med en israelsk militærkøretøj ved en israelsk bosættelse på Vestbredden.
Det israelske militær siger, at ulykken skete nær bosættelsen Ofra ved byen Ramallah.
Fire israelske soldater er kvæstet, og de er sammen med de to kvæstede palæstinensere bragt til hospitalet.
En militærtalsmand siger, at det ikke er klart, hvem der bærer skylden for ulykken, men at israelsk militærpoliti og det civile politi er gået i gang med at undersøge det.
Den første palæstinensiske opstand, intifada, brød ud i december 1987, da der skete en bilulykke, som kostede adskillige palæstinensere livet ved grænseovergangen mellem Israel og Gaza. Palæstinenserne sagde, at en israelsk lastbil med fuldt overlæg kørte ind i en palæstinensisk bil.
/ritzau/AFP