Valgkommissionen i Egypten er klar med bud på, hvornår det længe ventede parlamentsvalg skal holdes.
Vælgerne i Egypten skal senere i år sammensætte et parlament under det, de håber bliver de første frie valg i landet.
Valgkommissionen bekræfter medierapporter om, at valget til underhuset skal foregå den 21. november, skriver statskontrollerede aviser i Egypten.
Abdelmuezz Ibrahim, kommissionens chef, siger videre, at dette valg løber over tre runder.
Han tilføjer, at valget til overhuset begynder den 22. januar 2012, og det løber også over tre runder.
Men måske er det hele ikke på plads endnu. I hvert fald siger en kilde i militæret, der i øjeblikket regerer Egypten, at de endelige datoer for valget offentliggøres den 26. september.
Da vil alle detaljer om procedurer også bliver offentliggjort.
Det ventes, at egypterne, når de har valgt et parlament, skal vælge en præsident.
Den mangeårige præsident Hosni Mubarak blev væltet i februar. Han kom til magten i 1981 og holdt ingen frie valg.
Efter Mubarak har militæret overtaget magten i landet midlertidigt.
De kommende valg skal føre til en folkevalgt ledelse i Egypten, der med sine over 80 millioner indbyggere er den arabiske verdens folkerigeste land.
/ritzau/Reuters