ElBaradei agter alligevel at stille op til præsidentvalget i Egypten, hvor Mubaraks efterfølger skal findes.
Mohamed ElBaradei, tidligere chef for FN's atomenergiagentur, sagde onsdag aften til en privat egyptisk tv-station, at han agter at stille op ved præsidentvalget i Egypten.
- Når døren for præsidentnomineringer åbner, agter jeg at nominere mig selv, siger ElBaradei til tv-stationen ONTV.
Den 68-årige egypter har tidligere afvist, at han ønskede at stille op til den præsidentpost, der er blevet ledig efter at Hosni Mubarak sidste måned blev tvunget til at træde tilbage.
ElBaradei var chef for FN's atomenergiagentur fra december 1997 til november 2009.
Han spillede en ledende rolle i de demonstrationer, der sidste måned førte til Mubaraks fald efter næsten 30 år ved magten.
/ritzau/AFP