Barroso og Rompuy har fuld tillid til, at Grækenland vil leve op til sine forpligtelser i eurozonen.
EU-ledere siger, at de har "fuld tillid" til, at Grækenland lever op til sine forpligtelser i eurozonen og vil gennemføre en spareplan i bytte for nye lån.
I en erklæring, der blev offentliggjort efter meddelelsen om den overraskende folkeafstemning om EU's kriseplan i Grækenland, skriver EU's præsident, Herman Van Rompuy, og EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, at de "har fuld tillid til, at Grækenland vil leve op til deres forpligtelser i forhold til eurozonen og det internationale samfund".
De to skriver, at de har "noteret sig" premierminister George Papandreous beslutning om at holde afstemningen og skriver, at de har været i telefonisk kontakt med Papandreou.
Rompuy og Barroso er i kontakt med de andre medlemmer af den 17 lande store eurozone og vil fortsat være det i forbindelse med G20-mødet senere på ugen i Cannes, fremgår det.
Det ny redningsprogram for Grækenland indebærer lån for 100 milliarder euro til Grækenland fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF) og en 50 procents gældslettelse til en værdi af andre 100 milliarder euro.
/ritzau/AFP