En brand i et fængsel i Chiles hovedstad har kostet 83 mennesker livet. Branden blev påsat af fanger.
En påsat brand i et fængsel i Chiles hovedstad, Santiago, har kostet 83 mennesker livet, meddeler regeringen.
14 andre er kvæstet. Alle omkomne og kvæstede er fanger.
Branden brød ud tidligt onsdag, og det var ifølge fængselsfunktionærer fanger, der med overlæg startede en brand i en af de fem overfyldte blokke i San Miguel-fængslet.
Ifølge oplysningerne blev branden påsat i forbindelse med et slagsmål mellem indsatte.
Efter at det blev kendt, at fængslet stod i flammer, begyndte pårørende at strømme til komplekset. Flere af dem skreg og plagede politiet om at få lov til at komme ind og redde deres kære.
- Det er udmattende ikke at vide, om de er i live eller døde. Vi har været her i timevis, og de har ikke fortalt os noget, sagde en kvinde, der blot ville kaldes Maria.
På et tidspunkt læste personalet fra fængslet op fra en liste over fanger, der har overlevet. Det blev understreget, at listen ikke var fyldestgørende, men frustrerede pårørende begyndte at kaste sten og flasker efter politiet.
Senere informerede personalet pårørende til de omkomne.
Justitsminister Felipe Bulnes sagde, at der var 1960 fanger i fængslet, som er bygget til at huse 1100 fanger.
/ritzau/Reuters