Skuespilleren Mia Farrow og en tidligere agent for Naomi Campbell er kommet med vidneudsagn, der er i modstrid med supermodellens forklaringer.
Den amerikanske skuespiller Mia Farrow siger, at Naomi Campbell har navngivet Liberias tidligere diktator som manden, der i 1997 på et hotel i Sydafrika sendte en "enorm diamant" til supermodellens værelse. Samtidig siger et andet vidne, at Campbell modtog en sen aftengave i form af diamanter, som Sierra Leones tidligere præsident Charles Taylor havde lovet hende under en middag.
- To mænd ankom til gæstehuset midt om natten og tog et noget beskidt papir frem og rakte det til Campbell med ordene: Dette er diamanterne, hedder det i vidneudsagnet fra den tidligere agent for topmodellen, Carole White. Hun tilføjer, at Campbell var tydeligt skuffet, fordi diamanterne ikke skinnede. Tidligere havde Farrow vidnet om krigsforbrydelser og "bloddiamanter"ved straffedomstolen i Haag, hvor Taylor er tiltalt for at have erhvervet sig diamanter fra oprørere som betaling for våben.
- Hun sagde, at hun blev vækket om natten. Nogle mænd bankede på hendes dør. De var sendt af Charles Taylor, og de havde givet hende en enorm diamant, lyder Farrows vidneudsagn i retten i Haag.
Farrow og White er indkaldt til at vidne om en velgørenhedsmiddag i 1997 med Sydafrikas præsident Nelson Mandela som vært. De to kvinder er indkaldt som vidner for at anfægte Campbells vidneudsagn i sidste uge om, at hun ikke vidste, hvem der havde sendt hende den natlige gave.
Campbell sagde i sidste uge, at mændene havde givet hende en pose med "nogle små, beskidte udseende sten". Supermodellen insisterede på, at hun ikke vidste, hvem gaven kom fra, selvom hun "formodede", at det var Taylor.
Den 62-årige Taylor er anklaget for sin påståede rolle i den 10 år lange borgerkrig, der har kostet op mod 120.000 mennesker livet i Sierra Leone.
Anklagerne vil føre bevis for, at Taylor medbragte rådiamanter til Sydafrika i 1997 for at sælge eller bytte dem for våben til Sierra Leones oprørere.
/ritzau/AFP