Bernardo Bertolucci startede som toneangivende provokatør, men blev med alderen mere banal, vurderer lektor.
Den europæiske filmscene har mandag mistet en af de toneangivende instruktører fra tiden efter 1968 med italieneren Bernardo Bertoluccis død. Det vurderer lektor emeritus i filmvidenskab Peter Schepelern.
Schepelern beskriver starten af Bertoluccis karriere, som en uromager, der træder ind på scenen i takt med ungdomsoprøret i 1968, hvor blandt andet forholdet til sex og krig ændrer sig.
Det kan blandt andet ses i et par af Bertoluccis største værker såsom "1900" og "Medløberen". Her er både sex og voldelig politik i 1920'erne og 1930'ernes Italien fremtrædende temaer.
Også filmen "Sidste Tango i Paris" pressede grænsen for, hvor tydeligt film kunne vise sex. Alle tre film kom i 1970'erne.
Men historien om Bernardo Bertolucci er også historien om en uromager, der falder hen, mener Peter Schepelern.
- Han var et oplagt eksempel på en kunstnerkarriere, der starter provokerende og vil lave alting om. Så kulminerer man med nogle værker, der sætter en dagsorden. Derefter bliver man lige så stille normaliseret og banaliseret, siger han.
- Når man kommer til den film, der hedder "Forførende Skønhed", og som er omkring 20 år gammel, så er det en almindelig hyggelig mainstreamfilm, der prøver at være sød ved publikum.
- Der er han gået fra at være en spændende uromager til en almindelig ældre herre med fremtiden bag sig.