Yemen har været hærget af krig siden 2015. Nu skal de stridende parter forhandle i Sverige.
Yemens regering og landets Houthi-oprørere indleder fredsforhandlinger i Sverige torsdag.
Det oplyser FN's særlige udsending for Yemen, Martin Griffith.
En regeringsdelegation bestående af 12 repræsentanter er onsdag aften ankommet til Stockholm. I spidsen for delegationen står Yemens udenrigsminister, Khaled al-Yamani.
Houthi-oprørerne ankom dagen inden i følge med Griffith.
Forhandlingerne finder sted på Johannesbergs Slott i Rimbo nord for Stockholm.
Det er første gang siden 2016, at oprørere og regering mødes.
Det giver et spinkelt håb om, at der kan blive fred i det krigshærgede arabiske land, der bliver kaldt verdens største humanitære katastrofe.
En række vestlige lande har presset stadig mere på for at få en afslutning på den langvarige konflikt, der har bragt Yemen på randen af en sultkatastrofe og kostet over 10.000 mennesker livet.
Krigen i Yemen brød ud i 2015.
Saudi-Arabien gik i krig mod Houthi-bevægelsen i Yemen 26. marts 2015 med det mål at få genindsat præsident Abd Rabbu Mansour Hadi.
Siden har krigen udviklet sig til den største humanitære katastrofe i verden.
Tre millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem. Over 22 millioner mennesker har behov for nødhjælp, heraf 11,3 millioner børn.
Landets økonomi er ifølge Verdensbanken halveret på fire år, offentligt ansatte har ikke udbetalt lønninger, inflationen og arbejdsløsheden er ekstremt høj.
- Yemen står ikke på randen af en katastrofe. Det er et land, som står midt i en katastrofe, sagde lederen af FN's fødevareprogram, David Beasley, tidligere på ugen.
Præsident Abd Rabbu Mansour Hadi og hans internationalt anerkendte regering blev styrtet af Houthi-oprørere i 2015 og flygtede i eksil i Saudi-Arabien.
Året efter mødtes parterne til fredssamtaler i Kuwait, men de brød sammen efter 108 dage. Houthi-oprørernes delegation sad derefter strandet i Oman i tre måneder, før de kunne vende tilbage til Yemens hovedstad, Sanaa.
FN's særlige udsending, Martin Griffith, har i efteråret arbejdet intenst på at få nye fredsmøder i gang og har blandt andet fået udvirket fangeudvekslinger.
I denne uge lykkedes det ham at få samlet to delegationer i Stockholm.
- Vi har ingen illusioner om, at denne proces vil blive enkel, men dette er vigtige og nødvendige skridt, siger en talskvinde for USA's udenrigsministerium.
USA har støttet Saudi-Arabiens krigsførelse i Yemen mod Houti-oprørerne, som USA kalder Irans forlængede arm i Yemen.