De franske storbanker taber mere end 10 procent på børsen af frygt for græsk gældskrise.
De franske banker får alvorlige tæsk på børsen mandag. Årsagen er deres store beholdninger af græske statsobligationer.
De største banker, PNB Paribas, Credit Agricole og Societe General, dropper med mere end 10 procent.
Bankaktiernes fald fik det ledende franske indeks CAC til at dykke med over fire procent.
De europæiske banker er for alvor kommet i søgelyset. Det gælder navnlig de franske storbankers engagement i de gældsplagede sydeuropæiske lande.
Markedet frygter, at de franske banker er så dårligt polstret, at de ikke kan tåle en græsk statsbankerot. Men det samme kan gælde flere andre europæiske landes banker.
New York Times skrev i en analyse i weekenden, at en eller måske flere af Europas storbanker kan være i fare for at kollapse på grund af gældskrisen.
/ritzau/