Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika - tilsammen Briks-landene - er blevet enige om at starte et alternativ til Verdensbanken.
Verdensbanken er en international organisation, der blandt andet hjælper med lån til udviklingslande.
Der kommer dog til at gå flere år, før banken er stablet på benene.
Oprettelsen af banken skal ses som en direkte kritik af den måde, de vestlige lande driver Verdensbanken på.
Briks-landenes alternative udviklingsbank skal efter planen fokusere på at finansiere infrastrukturprojekter, men aftalens detaljer ventes først at falde endeligt på plads senere.
De fem lande mødes tirsdag i Durban i Sydafrika. Tilsammen udgør deres økonomier en fjerdedel af verdens samlede bruttonationalprodukt, og 40 procent af verdens indbyggere bor i et af landene.
Briks-landene mener, at institutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og FN's Sikkershedsråd ikke følger med tiden og respekterer de fem landes stigende pondus.
Initiativet til den ny udviklingsbank er et af de første konkrete resultater, siden landene første gang mødtes for fire år siden.
Med aftalen håber de fremadstormende økonomier at sende et stærkt budskab til USA og Europa om, at den nuværende magtfordeling i verden er uholdbar.
På mødet i Durban har Brasilien og Kina desuden underskrevet en handelsaftale, der gør det muligt at handle med deres egen valuta de to lande imellem.
/ritzau/AFP