Libyens lager af sennepsgas kan ikke længere bruges til krigsføring, fastslår internationale våbeneksperter.
Den hårdt pressede libyske leder, Muammar Gaddafi, bruger alt fra jagerfly til lejesoldater for at holde oprørsstyrkerne fra døren.
Men selvom han gerne ville, kan diktatoren ikke længere true sine fjender med kemiske våben.
Det fastslår organisationen, som overvåger konventionen om forbud mod udvikling, produktion og lagring af kemiske våben, OPCW.
- Så vidt vi har kunnet fastslå, og vi har ingen information, som tyder på det modsatte, så har Libyen ødelagt hele sit lager af ammunition til kemiske stridsmidler, siger talsmand Michael Luhan, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Libyen har fortsat 9,5 ton dødelig sennepsgas på lager, men savner de nødvendige våbensystemer til at sprede gassen, oplyser OPCW.
- Et lager på flere tusinde flybomber, som var konstrueret til brug sammen med kemikalier, blev ødelagt i begyndelsen af 2004, fortæller Michael Luhan.
Flere har advaret om, at Muammar Gaddafi ikke skyr nogen midler for at holde fast i magten. Det gælder blandt andre Mustafa Abdel Galil, Libyens tidligere justitsminister, som har sluttet sig til oppositionen.
- Til syvende og sidst, hvis han bliver virkelig presset, så kan han gøre alt, siger han.
Også Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, har advaret om Gaddafis lager af sennepsgas.
/ritzau/Reuters