Det kommer til at myldre med tidligere amerikanske præsidenter plus en nuværende i Dallas i Texas torsdag.
Den nuværende præsident, Barack Obama, kommer sammen med sin kone, Michelle, til Southern Methodist University's område i Dallas for at være med til at indvie et bibliotek, som Obamas forgænger, George W. Bush, har ladet opføre.
Biblioteket er en del af et nyt center, George W. Bush Presidential Center, der indeholder såvel bibliotek som museum og et institut, hvor man kan forske og læse om emner, der interesserer Bush.
Det er blandt andet undervisning, økonomi og soldaterveteraners ve og vel.
Også de tidligere præsidenter Bill Clinton, Jimmy Carter og George W. Bush' far, George H.W. Bush, ventes til centret for at deltage i åbningen.
På centret vil det være muligt at se på genstande, fotos, dokumenter og andet fra George Bush' otte år som præsident - fra 2001 til 2009.
Det var otte år, der var præget af store begivenheder, herunder terrorangrebet på New York og Washington den 11. september 2001, USA's krige i Irak og Afghanistan og til slut også finanskrisen, der brød løs i de sidste år af hans præsidenttid.
Det er normalt, at amerikanske præsidenter får et center eller et bibliotek, hvor interesserede kan forske i, hvad der skete under den pågældende præsident.
Ifølge avisen the New York Times er Bush-centret finansieret af donationer for omkring en halv milliard dollar - godt 2,8 milliarder kroner.
Centret åbner for mere almindelige mennesker den 1. maj.
/ritzau/