En fåreflok på flugt fra to hunde er blevet påkørt af et godstog i den sydvestlige del af Tyskland. Mindst 67 får blev dræbt. Ingen mennesker kom noget til.
Et godstog pløjede sig mandag gennem en flok får, der havde forvildet sig ud på togskinnerne nær byen Freiburg i den sydvestlige del af Tyskland.
Mindst 67 får er dræbt, oplyser tysk politi.
Fårene var løbet op på togskinnerne for at slippe væk fra to hunde.
En talsmand for politiet beskriver ulykken som "et blodbad". 36 får døde øjeblikkeligt, mens 31 andre døde senere af deres kvæstelser. Mange andre blev kvæstet.
Lokomotivføreren forsøgte at bremse toget, da han så fårene, men da var det allerede for sent. Hverken toget eller lokomotivførerne kom noget til ved ulykken.
Politiet har indledt en efterforskning, og det er muligt, at hundenes ejer vil blive bedt om at betale skadesomkostninger til en værdi af 9000 euro (67.000 kroner).
/ritzau/AFP