Krisen i den græske regering er nu så alvorlig, at regeringen risikerer at blive sprængt indefra.
Den græske regering er på nippet til at blive sprængt indefra på grund af planerne om en folkeafstemning om den redningspakke, der skal redde Grækenland og eurozonen.
Flere medlemmer af det græske socialistparti Pasok sætter spørgsmålstegn ved premierminister George Papandreous beslutninger og tvivler på, at han vil overleve en tillidsafstemning i parlamentet sent fredag.
Spørgsmålet er dog nu, om han overlever på posten torsdag.
- Jeg tror ikke, at regeringen holder til i aften, siger Kostas Panagopoilos, der er direktør for meningsmålingsinstituttet Alco.
Selv finansminister Evangelos Venizelos underkender Papandreou ved at gå imod beslutningen om at holde en folkeafstemning efter at have fået verbale tæv af Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, i Cannes onsdag aften.
De blev taget på sengen af Papandreous planer om at udskrive en folkeafstemning, og finansminister Venizelos har udtalt, at han ikke kendte noget til planerne på forhånd.
- Grækenlands plads i euroen er en historisk sejr, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Det kan ikke afgøres ved en folkeafstemning, siger Venizelos efter at være vendt hjem fra krisemødet med de europæiske ledere i Cannes forud for G20-topmødet.
- Folkeafstemningen er død, siger parlamentsmedlemmet Nikos Salayannis fra Pasok til Grækenlands statslige radiostation.
Papandreou har endnu ikke præcist sagt, hvad folkeafstemningen skal handle om, men han har sagt, at han er sikker på, at de græske vælgere ønsker at forblive i eurozonen.
- Det handler om, hvorvidt vi ønsker at blive i eurosamarbejdet eller ej, sagde han efter krisemødet i Cannes.
Papandreous engang så komfortable flertal er svundet ind til næsten ingenting.
Torsdag meddelte Eva Kaili fra Pasok, at hun forbliver i partiet, men at hun ikke vil stemme for regeringen ved tillidsafstemningen fredag. Dermed har Papandreou kun opbakning fra 151 af parlamentets 300 medlemmer forud for afstemningen.
/ritzau/