Oprørere indtager Elfenbenskysten vigtigste havneby og strammer grebet om præsident Laurent Gbagbo.
Militære styrker, der er loyale over for Elfenbenskysten anerkendte præsident Allassane Ouattara, har indtaget landets vigtigste havneby, San Pedro, og der er roligt i byen efter et døgns hårde kampe.
Ouattaras styrker har i løbet af den seneste uge tilkæmpet sig kontrollen af stadig større dele af det vestafrikanske land.
Siden præsidentvalget i november har landet været præget af en dyb konflikt mellem den mangeårige præsident, Laurent Gbagbo, der ikke vil træde tilbage, og den anerkendte vinder af valget, Alassane Ouattara.
- Vi har indtaget San Pedro. Gbagbos styrker har forladt byen. Vi har fuld kontrol, siger en talsmand for Ouattaras militære styrker i byen.
Med kontrollen over San Pedro har oprørerne sat Laurent Gbagbo under forstærket pres til at anerkende valgnederlaget i november, træde tilbage og overlade magten til Ouattara.
San Pedro er landets vigtigste udskibningshavn for kakaobønder, der er Elfenbenskystens betydeligste eksportvare. Ouattaras styrker ventes nu at gå videre i retning af storbyen Abidjan, der er landets finansielle centrum.
Laurent Gbagbo har stadig hærens opbakning og hidtil været i stand til at klamre sig til magten og holde Alassane Ouattara i husarrest.
Andre enheder af Ouattaras styrker indtog onsdag hovedstaden Yamoussoukro og satte derefter kursen mod Abidjan, hvor eksperter venter de hårdeste kampen mellem regeringsstyrker og oprørsstyrker.
/ritzau/AFP