En leverandør til USA's militær har mistet 24.000 filer. En fremmed efterretningstjeneste menes at stå bag.
En leverandør til det amerikanske militær fik i marts stjålet 24.000 filer i et af de største it-angreb på en leverandør til Pentagon nogensinde.
- Det er en alvorlig bekymring, at der igennem de sidste ti år er fremmede, der er trængt ind og har trukket tetrabytes af data ud af selskaber, der leverer til forsvaret, siger viceforsvarsminister William Lynn.
- Ved en enkelt indtrængen i marts blev 24.000 filer stjålet. Det var stort - 24.000 filer, der havde at gøre med systemer, der er ved at blive udviklet for Forsvarsministeriet.
- Vi mener, at det blev gjort af en fremmed efterretningstjeneste. Med andre ord: det var en stat, der stod bag, siger William Lynn.
Kina har været beskyldt for i flere tilfælde i de senere år at have forsøgt at komme ind i computersystemer hos amerikanske firmaer og militær, men Lynn afviser at sætte navn på eventuelle mistænkte i tyveriet fra marts.
- Vi vil ikke komme ind på, hvem vi mener, der står bag, siger han.
Ifølge Lynn var en del af de data, der blev stjålet "banale, som specifikationerne for små reservedele til tanks, fly og ubåde".
- Men en stor del af det har at gøre med vores mest følsomme systemer, herunder elektronik til fly, overvågningsteknologi og kommunikationssystemer til satellitter, siger viceforsvarsministeren.
/ritzau/AFP