Efter 25 års eksil er Jean-Claude Duvalier vendt tilbage til Haiti med en undskyldning.
Som et genfærd fra fortiden undskyldte Haitis afsatte diktator Jean-Claude Duvalier fredag til ofrene for sit 15 år lange regime, og han sagde, at han var vendt tilbage for at arbejde for national forsoning.
- Jeg er kommet tilbage for at vise min solidaritet i dette vanskelige øjeblik, sagde Duvalier i sin første fuldt offentlige erklæring, siden han vendte tilbage efter 25 års eksil i Frankrig søndag.
- Jeg udtrykker sin dybe sorg til mine landsmænd, som har ret, når de siger, at de var ofre under min regering.
Den 59-årige "Baby Doc" Duvalier henvendte sig til journalister i et overfyldt lokale, og han fremsatte udtalelsen med lidt spag stemme på fransk med nogle få indskudte ord på kreolsk.
Han tilføjede, at han håbede på en "hurtig løsning på den politiske krise" i Port-au-Prince.
Duvalier sagde videre, at han forlod Haiti i 1986 for at undgå et blodbad, men at tusindvis af hans tilhængere var blevet ofre for forfølgelser, drab og forhør, mens deres huse og ejendele blev plyndret og brændt.
Tirsdag blev Duvalier anklaget for korruption, svindel med millionbeløb og forbindelser til kriminelle. Nye sagsanlæg fremsættes hele tiden mod den tilbagevendte politiker.
- Seks private sagsanlæg om krænkelser af menneskerettighederne er netop blevet registreret, siger landets statsanklagemyndighed.
- Der vil selvfølgelig komme mange flere, da der er et stort antal mennesker, som nu vil føre sag mod ham, siger statsanklageren Harycidas Auguste.
Haiti befinder sig i et politisk dødvande, efter første runde af præsidentvalget i november 2010 blev behæftet med anklager om svindel og derfor undersøges af en valgkommission.
/ritzau/AFP