Arkæologer har fundet et træmonument, der ligner Stonehenge, nær stencirklen i England. Det nye fund beskrives som det mest opsigtvækkende i 50 år.
Der er gjort et nyt fund ved den verdensberømte stencirkel Stonehenge på Salisbury Plain i Wiltshire i det sydvestlige England. Arkæologer siger, at de har fundet et monument, der minder om Stonehenge.
- Det er formentlig det første store, ceremonielle monument, der er fundet i de seneste omkring 50 år, siger Vince Gaffney, professor ved Birminghams Universitet og leder af arbejdet.
- Det vil fuldstændig ændre den måde, vi tænker om landskabet omkring Stonehenge, påpeger han.
Det nye monument, der ser ud til at være af træ, er fundet blot 900 meter fra Stonehenge. Det menes, at træmonumentet har to indgange, og at det formentlig er opført for 4500 år siden, omkring samtidig som opførelsen af Stonehenge.
Det er ikke klart, hvem der har bygget Stonehenge og hvorfor. Men stencirklen er en af Storbritanniens største turistattraktioner.
Arkæologerne har anvendt topmoderne virtuel teknologi til det nye fund. Træmonumentet er fundet blot to uger inde i et tre år langt projekt, hvor den nye teknik anvendes.
/ritzau/AFP