Indonesien og Thailand ophæver tsunamivarsler, efter et kraftigt jordskælv på 7,8 på richterskalaen tidligt onsdag ramte ud for den store indonesiske ø Sumatra
De indonesiske myndigheder har ophævet en tsunamivarsel for området, efter et kraftigt jordskælv kort efter midnat dansk tid rystede den store indonesiske ø Sumatra. Skælvet, der ramte nord for øen og målte 7,8 på richterskalaen, blev fulgt af flere efterskælv og skabte ifølge øjenvidner strømafbrydelser og panik flere steder.
Overvågningscentret for tsunamier i Stillehavet sagde efter skævet, at man ikke forventede en større tsunami i området. Også Thailand har ophævet sin tsunamivarsel.
Guvernøren for Aceh-provinsen på den nordlige spids af Sumatra oplyser, at flere mennesker er flygtet mod højere landområder, men at der foreløbig ikke er oplysninger om dræbte.
Ifølge USA's Geologiske Overvågningscenter (USGS) var jordskælvets epicenter i havet nord for Sumatras kyst i en dybde på 46 kilometer.
Omkring 45 millioner mennesker bor på Sumatra, der er den sjettestørste ø i verden.
Den store tsunami i 2004, der dræbte en kvart millioner mennesker, var forsaget af et jordskælv på 9,1, som ramte ud for kysten af Sumatra.
Sumatra blev i 2005 ramt af et jordskælv på 8,7, som dræbte omkring 1300 mennesker.
/ritzau/Reuters