Iran stiller flere kategoriske krav, før drøftelserne om atombrændsel indledes i denne måned med Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland, USA og Tyskland.
Iran afviser kategorisk at drøfte udveksling af atombrændsel i kommende forhandlinger med verdens seks stormagter.
Ved forhandlingerne, som ventes at finde sted senere i denne måned, afviser Teheran også, at der på forhånd skal fastlægges en dagsorden for drøftelserne.
- Under ingen omstændigheder vil vi drøfte udveksling af atombrændsel ved mødet med 5 plus 1 gruppen, siger udenrigsministeriets talsmand i Teheran.
Udtalelsen er den hidtil mest kategoriske fra Teheran før drøftelserne med Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland, USA og Tyskland.
Forhandlingerne skal sikre, at Iran ikke udvikler atombomber under dække af et civilt atomprogram, og der har været forventninger om, at striden om atombrændsel kunne løses med aftaler om berigelse af uran i Tyrkiet, Brasilien eller Rusland.
/ritzau/AFP