Iran har skudt to dronefly ned over Den Persiske Golf. Myndighederne siger, at det var "vestlige spioner".
Den iranske revolutionsgarde har skudt to ubemandede fly ned over Den Persiske Golf, rapporterer det iranske nyhedsbureau Fars.
Myndighederne i Teheran siger, at der var tale om "vestlige spioner".
De såkaldte droner, som er førerløse fly, bliver hovedsageligt brugt af USA i Irak og Afghanistan. Men ifølge Amir Ali Hajizadeh, som leder luftvåbnet i den mægtige revolutionsgarde, er der også sket "overtrædelser mod vort territorium".
- Vi har hidtil skudt mange af deres avancerede spionfly ned. I Den Persiske Golf har vi skudt to af deres fly ned. Men det er første gang, at vi meddeler det, siger han uden at komme nærmere ind på, hvornår flyene skulle være skudt ned.
Amir Ali Hajizadeh understreger også med henvisning til ærkefjenden USA, at iranske missiler kan nå alle "fjendens" baser i området.
- Vi har fuld kontrol over vore fjender. Vi noterer os enhver ændring, der sker på vore kyster. Vi ved, når deres krigsskibe går i alarmberedskab, eller de tager redningsveste på for at sætte skibe i søen, lyder meldingen.
/ritzau/AFP