Det israelske militær siger tidligt fredag morgen, at en raketaffyring fra Gaza er blevet afværget.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det israelske medie Haaretz skriver, at det er det israelske militærs enhed for talspersoner, der udtaler sig. Enheden siger ifølge mediet, at raketten er blevet afværget af det israelske luftforsvarssystem, der også kaldes Iron Dome.
Hamas har ikke kommenteret påstanden fra det israelske militær.
Nyhedsbureauet Shehab, der anses for at have tætte forbindelser til Hamas, melder fredag morgen, at der kan høres skyderi og flere eksplosioner i det nordlige Gaza, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Shehab giver ikke flere detaljer, og Reuters har ikke været i stand til at bekræfte meldingen fra nyhedsbureauet.
Andre medier med forbindelse til Hamas rapporterer ifølge Reuters om, at der kan høres militærfly og droner over Gaza By, der ligger i den nordlige del af Gazastriben.
Kort inden det israelske militær sagde, at det havde afværget en raket fra Gaza, oplyste det, at der lød sirener i israelske områder.
Det israelske militær siger ifølge AFP, at raketaffyringen fra Gaza er den første, siden et missil blev affyret kort tid inde i våbenhvilens første dag.
Våbenhvilen mellem Hamas og Israel står til at udløbe klokken 07.00 lokal tid fredag morgen. Det er klokken 06.00 dansk tid.
Natten til fredag dansk tid skrev den amerikanske avis The Wall Street Journal, at våbenhvilen ifølge egyptiske embedsfolk var blevet forlænget med en dag.
Det er dog ikke blevet bekræftet af hverken Hamas eller Israel.
/ritzau/
?? Following sirens that sounded in communities near Gaza, the IDF Aerial Defense Array successfully intercepted a launch from Gaza.
— Israel Defense Forces (@IDF) December 1, 2023