Frankrigs tidligere præsident Jacques Chirac har ikke tillid til sin efterfølger på posten Nicolas Sarkozy.
Den tidligere franske præsident Jacques Chirac kalder sin efterfølger, Nicolas Sarkozy, for en af de allerbedste politikere i sin generation. Alligevel mener Chirac ikke, at han kan stole på Sarkozy.
Det skriver Chirac i en erindringsbog, der udkommer senere på måneden.
Chirac, der var præsident i 12 år, inden Sarkozy tog over i 2007, forklarer i bogen, hvor lidt de to mænd har til fælles, og hvor lidt han brød sig om, at Sarkozy gjorde nar af to af Chiracs interesser, japansk kultur og sumobrydning.
- Jeg lod som om, jeg ikke var mål for Sarkozys udfald. Jeg sagde til mig selv, at vi ikke havde samme smag og ikke kom fra samme kultur, skriver Chirac og fortsætter:
- Tillid kan ikke bøjes. Det er en nødvendighed. Der var for mange grå zoner og misforståelser mellem Sarkozy og mig.
Chirac fortæller, at den manglende tillid var den afgørende årsag til, at han ikke udnævnte Sarkozy til premierminister i 2002, selv om han beundrede Sarkozys "energi, taktiske dygtighed og evne til at håndtere medierne".
Chirac beskriver også Sarkozy som "nervøs", "impulsiv" og "for selvsikker". Sarkozy var både indenrigsminister og finansminister under Jacques Chirac.
Sarkozy har ikke vist samme talent til at gøre sig populær hos brede dele af franskmændene, som Chirac formåede.
Et år før næste præsidentvalg i Frankrig er Sarkozy stærkt upopulær. Meningsmålinger viser i øjeblikket den laveste tilslutning Sarkozy under hans fire år ved magten..
/ritzau/Reuters