Komponisten John Barry, der har skabt flere af de største temasange til bl.a. James Bond-filmene, er død.
Manden bag melodierne til From Russia with Love, Goldfinger og Diamonds are Forever er gået bort. Komponisten John Barry blev 77 år. Han døde af et hjerteanfald mandag i New York.
Britiske John Barry blev født i 1933, og selv om mange her 77 år senere måske ikke vil genkende hans navn, så vil langt de fleste på et eller andet tidspunkt have stiftet bekendtskab med et eller flere af hans mange værker.
I alt nåede John Barry at komponere musik til 11 James Bond-film, hvor især Goldfinger og Diamonds are Forever stikker ud som klassiske Bond-temaer hos de fleste.
Barry arbejdede ligeledes sammen med komponisten Monty Norman på det originale Bond-tema, James Bond Theme, der kunne høres første gang i filmen Dr. No. fra 1962 og som for altid vil være forbundet med Agent 007.
Men Barry var også aktiv med filmmusik til andet end de kendte agentfilm. Således kan hans værker blandt andet også findes i filmene Danser med Ulve, Out of Africa og Born Free.
En lang karriere inden for filmtemaer har kastet flere priser af sig til den kendte komponist. John Barry har blandt andet modtaget fem Oscar-statuetter, en Bafta-pris, fire Grammy-priser samt en Golden Globe.
Barry har senest lavet musik til thrilleren Enigma fra 2001.
/ritzau/