Japans regering forbyder nu ophold i en 20-kilometer radius af det katastroferamte atomkraftværk.
Japans premierminister, Naoto Kan, har torsdag erklæret det 20-kilometer store evakueringsområde omkring atomkraftværket Fukushima for såkaldt "no-entry zone".
Dermed forbyder Japan alt ophold nær det katastroferamte atomkraftværk for civile borgere, oplyser japanske Kyodo News.
Forbuddet, som træder i kraft ved midnat lokal tid, kommer, efter at politiet har fundet mere end 60 familier, som stadig boede inden for det etablerede evakueringsområde.
Titusinder af personer, der boede inden for en 20-kilometers zone omkring værket, blev evakueret af frygt for strålingsfare, efter at der blev meldt om problemer på værket som følge af jordskælvet og den efterfølgende tsunami, der ramte landet den 11. marts.
Folk, der bor op til 30 kilometer fra værket, blev oprindeligt opfordret til at holde sig inden døre, men sidenhen blev de også opfordret til at lade sig evakuere.
Selskabet bag det ulykkesramte japanske atomkraftværk, Tepco, har tidligere meldt ud, at man regner med at få kontrol over situationen inden årets udgang. Og man har lavet en tidsplan for værkets umiddelbare fremtid.
Inden for de kommende tre måneder vil atomkraftværkets beskadigede reaktorer blive kølet ned til et stabilt niveau, lækagerne vil blive stoppet og strålingsniveauet skal begynde at falde.
På længere sigt skal værkets såkaldte brændselsstave flyttes fra alle reaktorer, ligesom kraftværket bliver helt lukket og dækket med materialer som beton. Dernæst skal radioaktivt jord flyttes fra området og renses.
/ritzau/AFP