Japans handelsbalance viser overskud for 13. måned i træk. I april eksporterede japanerne for 50 milliarder kroner mere end de importerede for.
Japans eksport steg i april med hele 40,4 procent i forhold til samme måned i 2009. Dermed peger pilen voldsomt opad for verdens andenstørste økonomi, der særligt oplever efterspørgsel fra sine asiatiske naboer.
Det hjemlige forbrug i Japan stiger også. I april steg importen med 24,2 procent.
Japans eksport til Asien, der udgør mere end halvdelen af landets samlede eksport, steg i april med 45,3 procent i forhold til året før.
Den japanske regering frygter, at gældskrisen i Europa kan ødelægge landets økonomiske genrejsning, hvis asiatiske samhandelspartnere rammes af den europæiske nedtur.
Japan havde i april et overskud på handelsbalancen på 50 milliarder kroner. Det er den 13. måned i træk, at landet eksporterer mere end det importerer.
Japans Nikkei-aktieindeks ramte tidligt torsdag det laveste niveau i seks måneder. Det skyldes blandt andet, at de amerikanske aktier faldt ved lukningen onsdag, og en stærk kurs på japanske yen gør landets varer dyrere.
/ritzau/Reuters